Nye indlæg

Nedenfor finder du vores BLOG, som er den helt centrale kilde for nyheder fra os. Klik på RSS feed hvis du vil følge når der kommer nyt - vi poster oplæg til inspiration, diskussioner, nyheder, tilbud mv 2-4 gange månedligt.
I nyhedsbrevet, der kommer ca 6-8 gange årligt, vil der være en opsummering af de ting der postes her på bloggen. Så du kan også tilmelde dig nyhedsbrevet og få en update lidt sjældnere.
-------------------
BLOGGEN:

Mine nytårstanker

31-12-2014 12:52

Her på årets sidste dag sker der traditionelt meget på den refleksive front. Alt lige fra 'de små impulsive og intuitive refleksioner' som når man lige står nogle minutter omkring midnat og tænker på året der gik og hvad det nye bringer; eller når nogle flygtige tanker passerer mens man står og åbner champagne flaskerne. Alt fra disse "små refleksioner" til der hvor man går lidt mere "grundigt" til værks; hvor man fx går en tur og lader tankerne finde deres veje og højder; hvor man sætter sig og bladrer i sine personlige notesbøger fra året, kigger billeder, mindes og tænker; eller sætter sig med nogle nære venner og taler om de vigtigste ting der er sket i år, erkendelser, læringer og hvad det betyder ifht det år der kommer.

Jeg har aldrig været den store fan af nytårs fortsæt. Der ligger for mig af en eller anden grund lidt for meget hensigtserklæringer og pligt i det, og måske for hurtige kvik-fix og dermed for lidt committment og inderlighed. Men det jeg tror på er konstant at reflektere over hvad vi gør, føler, siger, viser og det der sker omkring os, og agere ifht det. Være bevidste om vores drømme og ønsker for fremtiden; have vores relationer for øje; kende vores mål og navigere ifht dem.
Og der er dagene omkring årsskiftet en god anledning til at reflektere lidt grundigere og beslutte sig for hvor der skal justeres fremadrettet. Om det så er justeringer i mål, adfærd, relationer eller....

2014 har på mange måder været et lidt specielt år for mig. Jeg vidste allerede i det tidlige forår, at jeg arbejdsmæssigt ikke fik den energi der er nødvendigt for mig, og at jeg ikke kunne komme til at byde ind med alt det jeg brændte for. Efter et halvt års forsøg på at ændre dette, tog jeg her i efteråret beslutningen om at stoppe med det her, der ikke virkede for mig - uden at vide hvor jeg så skulle rette mig mod. Jeg havde kun det ene mål, at jeg ikke blot ville kaste mig mod noget andet, men bruge tiden til at overveje alle de muligheder, der dermed åbnede sig for mig.
Det har været - og er stadig - en meget bevidstheds åbnende proces hvor alle følelser kommer i spil. Alt lige fra at føle den brusende energi, når gamle kunder uopfordret ringer og spørger om jeg kan hjælpe med en konsulent opgave, og jeg rykker på det sammen med kloge, dygtige, inspirerende mennesker, og skaber nogle resultater vi aldrig havde kunne lave hver for sig. Til at føle en uendelig afgrund foran mig, fordi jeg ikke aner hvad morgendagen bringer, om nogen har brug for mig fremadrettet og om jeg er god nok. Og så tilbage til, at der lige pludselig viser sig andre vinkler af livet for mig, og veje jeg ikke havde tænkt over, at det også kunne være en mulighed!

Kort efter jeg havde taget beslutningen om at stå stille for en stund og bare indtil videre være mig og min lille konsulent forretning, mistede jeg så min mor. Min lille mor, som har været et stærkt forbillede for mig ifht at man kan hvad man vil, og at man absolut ikke skal lade sig begrænse af hvad andre synes man burde gøre. En dyb sorg, men samtidig en stærk følelse af at hun stadig er hos mig som en 'guardian angel'. Hun blev som hun ønskede det, båret ud af kirken til tonerne af Edith Piaf's 'Je ne regrette rien' (red: jeg fortryder intet), og for mig er den følelse jeg havde da jeg bar kisten til de toner blevet endnu en påmindelse om, hvor vigtigt det er at gøre det man tror på, og kaste sig ud i livet for fuld kraft, og ikke gå rundt med halv lunkne ønsker, lade livet, andre og hverdagen drive dig, og blot tænke på at man nok også snart burde ændre lidt hist og pist.

De sidste to måneder har jeg stået op hver dag og været den mest åbne udgave af mig selv, jeg kan forestille mig. Jeg har helt bevidst slukket langt-lyset; lænet mig tilbage for at betragte og opleve nuet. Mødt verden time for time; set hvad der har budt sig; mærket efter hvad jeg syntes var det rigtige her og nu.
Arbejdsmæssigt har jeg været fuldt optaget af to større opgaver for to helt forskellige verdener - men begge steder med mennesker jeg virkelig trives med, og som giver mig så meget energi og glæde at jeg kan se hvordan team flowet accellerer og resultaterne nærmest af sig selv ruller afsted for fuld kraft. Og de to opgaver fortsætter også de næste måneder, så hvad mere kan man næsten arbejdsmæssigt ønske sig :-)

Så når jeg nu skal reflektere lidt over livet her ved årsskiftet, er der helt sikkert en masse at tage fat på. Det er der sikkert også for dig. Men lad være at lave for mange nytårsfortsæt om at tabe dig, dyrke mere motion, se flere venner, arbejde mindre, stoppe med at ryge eller hvad du nu kan finde på af lignende hensigtserklæringer. Tænk i stedet over de enkle spørgsmål:
  • Hvad har i 2014 for alvor sat nogle tanker igang hos mig eller på anden måde rørt mig? Noget jeg bringer med som min Feed Forward til mig selv fra 2014 til 2015.....
  • I hvilke henseender skal jeg stå lidt mere stille for at have tiden til at se hvad der sker med mig - og omkring mig?
  • Hvilken energi skal jeg have lidt mere fokus på - og hvorfra skal den energi fodres?
Hav et forrygende nytår - og håber vi kan fodre hinandens energier i 2015!

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
Beyond Project Leadership - Kurser & Konsulentopgaver  | Tlf.: +45 5364 8213 | info@beyondprojectleadership.dk