Nye indlæg

Nedenfor finder du vores BLOG, hvor vi nu igen ind imellem poster oplæg til inspiration, diskussioner, nyheder, mv. 
I nyhedsbrevet, der kun kommer ca 6-8 gange årligt, vil der være en opsummering af de ting der postes her på bloggen. Så du kan tilmelde dig nyhedsbrevet og være sikker på at holde dig ajour med hvad der kommer - uden at blive overlæsset med nyheder fra os. 
-------------------
BLOGGEN:

Er det bare fordi jeg mangler tid mere end jeg mangler inspiration….?

06-06-2022 15:41
På det seneste har jeg ind imellem følt mig som en sur gammel kone. Jeg bliver dagligt kontaktet af alverdens velmenende mennesker, der har produkter, systemer, koncepter, kurser, coaching,….whatever af fortræffeligheder at tilbyde mig. Folk der ringer til mig flere gange om dagen, og derefter skriver til mig at de har forsøgt at kontakte mig - og derefter også skriver på andre platforme eller ringer til mine kolleger for at få mig til at tage telefonen. Og ringer igen. Oftest er jeg i løbet af dagen optaget af møder og opgaver, hvor jeg ikke kan tage telefonen, eller optaget af sparring til mine kolleger og medarbejdere, som jeg prioriterer og derfor ikke ønsker at tage telefonen.
Og da de velmenende mennesker uden for min organisation sjældent lægger besked, burde det måske sådan set ikke genere mig så meget…...
Men når en af de velmenende mennesker får fat i mig, er det svært at slippe væk. Jeg føler mig ualmindelig uhøflig ved bare at svare ”Tak for henvendelsen – men nej tak”. Især falder det mig svært hvis jeg kan høre, at det er unge håbefulde sælgere. Måske fordi jeg får lidt ondt af dem, idet jeg gætter på at de skal sælge et vist antal af deres produkter dagligt, og at de sikkert bliver afvist ret så kontant adskillige gange om dagen. Det kan jeg ikke forestille mig kan være ret sjovt. Men er jeg ikke så kontant, ja så kan jeg nemt dagligt bruge halve og hele timer på at læse mails og besvare telefoner fra alle de, der vil mig det så godt. Eller som bare gerne vil have solgt noget.
Og den tid kunne jeg ærlig talt bruge på noget bedre. Dertil er der irritationen og den negative energi der fylder mig, når jeg føler at jeg bliver tvunget ind i at opføre mig uhøfligt fordi et pænt nej tak ikke bliver accepteret.

Jeg var derfor glad da jeg for nylig mødte en i mit netværk, og hun på sin herlige tørre facon konstaterede, at de fleste sælgere er mere interesseret i at fortælle hvad deres produkt kan, end at høre hvad du har brug for. Hun gav følgende råd: Svar dem i stedet ”Tak for henvendelsen. Kan du sige mig hvad det præcis er der passer til min situation/hvad jeg får ud af det, så jeg kan vurdere om jeg skal prioritere at mødes/snakke videre?”.
Det kan de færreste af de der henvender sig nemlig svare på….Så et er at jeg slipper for at afvise uhøfligt, noget andet er at jeg med lidt god vilje endda kan få følelsen af ,at jeg hjælper dem til at blive skarpere på at møde deres næste potentielle kunde ;-)
 

Et er sælgere, noget andet er interessante oplæg
En del af alt det de velmenende mennesker prøver at sælge mig, er rent faktisk interessante oplæg, kurser, talks, seminarer og andet der formentlig kan inspirere mig. Men også her er jeg blevet lidt ”inspirations træt”.

Når man som jeg tror på at man kan lære konstant og hele tiden kan blive inspireret, så har jeg naturligvis lidt provokerende spurgt mig selv: ”Er det fordi jeg synes jeg har lært det jeg skal, at jeg ikke orker flere fantastiske kurser, netværk, oplæg, events, foredrag,,,,,,,om nye trends, læringsformer, metoder…..? ” Selvfølgelig er det ikke det. For jeg lærer jo nyt dagligt i mit job, og kaster mig konstant ud i øvelser med at forbedre processer, drage læring ud af det vi har erfaret, og få det forankret i hvad vi gør fremadrettet, udfordrer mig selv og mine kolleger, diskuterer, stiller os selv spørgsmål osv osv osv. Faktisk i en sådan grad, at en tidligere chef engang sagde, at min største udfordring faktisk er at gøre det samme mere end 2-3 gange ;-)

Når man som jeg tror på livslang læring
Er det så fordi jeg synes at jeg har hørt meget af det før? Måske. Men det håber jeg ikke, det er. Faktisk tror jeg det handler mere om, at jeg pt ikke orker at høre om flere fantastiske ting – fordi jeg faktisk meget hellere vil bruge tiden til at få sat nogle af alle de elementer i spil, som jeg tidligere har hørt. Bruge tiden til at reflektere over de input jeg får fra alle de spændende mennesker jeg omgiver mig med dagligt. Bruge tiden på at tænke over hvordan jeg ved nærværende og inspirerende ledelse, kan få mine medarbejdere til at trives og få deres geniale ideer i spil. Bruge tiden til at være fuldt og helt tilstede, der hvor jeg er, og bidrage med alt det der er mig.

Så tror faktisk det handler mere om, at jeg mangler mere tid, end jeg mangler ny inspiration….

Men jeg kunne godt tænke mig at høre om nogle af alle jer i mit netværk også har de oplevelser – og om I tror vi bare er blevet ”gamle” kynikere ;-) eller det rent faktisk er fordi tid er blevet en større mangelvare end inspiration…..??

Kommentarer

  • #1
  • Lene Juel Jensen
    07-09-2022 09:55
    Hej Michéle
    Ja, vi er blevet nogle gamle :-)
    Og jeg tror tiden har lært os at prioritere på det, der er vigtigt. Tiden er jo det, den er - der er nøjagtig lige meget af den som der altid har været. Min egen oplevelse er mere at jeg er blevet mere introvert med tiden, mere kræsen i forhold til hvad jeg vil bruge min (knappe) tid på. Der er oceaner af tilbud, under Corona har tilbuddene om on-line deltagelse i alverdens seminarer væltet ind - det er godt. Men hvad er vigtigt, hvad understøtter kernen i min intention med det jeg gør? Hvad giver værdi og hvad kan jeg med stor success lade mig selv gå glip af.


  • #2
  • Lene Juel Jensen
    07-09-2022 09:56
    Hej Michéle
    Ja, vi er blevet nogle gamle :-)
    Og jeg tror tiden har lært os at prioritere på det, der er vigtigt. Tiden er jo det, den er - der er nøjagtig lige meget af den som der altid har været. Min egen oplevelse er mere at jeg er blevet mere introvert med tiden, mere kræsen i forhold til hvad jeg vil bruge min (knappe) tid på. Der er oceaner af tilbud, under Corona har tilbuddene om on-line deltagelse i alverdens seminarer væltet ind - det er godt. Men hvad er vigtigt, hvad understøtter kernen i min intention med det jeg gør? Hvad giver værdi og hvad kan jeg med stor success lade mig selv gå glip af.


1 

Skriv en kommentar

 
Beyond Project Leadership - Træning i Ledelse  | Tlf.: +45 5364 8213 | info@beyondprojectleadership.dk