Sommertanker - til dig at gå på ferie med

Det fascinerer mig til stadighed hvor meget ens liv bevæger sig fremad i cirkler. Ikke blot i cirkler, men heldigvis fremad i cirkler. Hvordan du møder folk på et vigtigt tidspunkt i dit liv, et tidspunkt du måske først senere erfarer var vigtigt, og pludselig dukker de op igen i en anden sammenhæng, du støder ind i andre der var med da, og har bevæget sig andre veje….og måske endda stødt ind i nogle af dem der er dig nær, eller du har arbejdet tæt sammen med i en intens periode. Hvordan livsbaner vikles ind mellem hinanden – og hvor du ved du vil krydse hinandens spor mange gange endnu.

 

Hos indianerne eksisterer ordet ’tilfældigt’ ikke ; der er altid en mening med tingene. Det kan man jo vælge at tro på eller ej – og især når tingene og livet ikke lige går som man ønsker, så kan det være bekvemt at sige, at ’det her kan der bestemt ikke være nogen dybere mening med!’.

Men jeg tror nu mere og mere på at der er en mening med at jeg fx møder dem jeg gør på de tidspunkter det sker, at der er så stor en gruppe mennesker der betyder meget for mig og som jeg holder fast i på godt og ondt, at der er mindst ligeså mange jeg ikke ser i årevis og pludselig dukker de op og vi har dybe intense snakke som var der kun gået en uge siden sidst, at de fantastiske muligheder jeg har fået dukkede op lige netop da jeg var modtagelig for det og at jeg er lykkes suverænt med ting der er mere eller mindre umulige og op ad bakke fra start. Jeg tror også der er mening med, at jeg fx støder ind i den modstand jeg gør ind imellem, at jeg får den der ’itzi’ følelse af der er noget for mig centralt der skal justeres, eller at jeg pludselig bliver lidt trist selv om alt tilsyneladende er i orden og jeg ikke fatter mit eget tungsind.

Oftest ser jeg først meningen med enkeltstående elementer langt tid efter de er sket. Nogle gange finder jeg aldrig ud af hvad det betød i ’det overordnede fremadrettede cirkelforløb af mit liv’ – men det er måske heller ikke så vigtigt. Det jeg tror er vigtigt, er at blive opmærksom på sine egne reaktioner, følelser, oplevelser…..registrere dem, anerkende dem. Måske reagere på dem og justere ind; måske bare lægge oplevelsen ’på lager til senere forståelse’.

 

Det kræver at man tager sig tiden i det daglige til at reflektere.

Netop tiden til refleksion er et af de væsentligste elementer i fx mine BPL kurser, som deltagerne fremhæver. Det er jo egentlig skræmmende, at vi skal 4 dage afsted for at lære, at det at tage tiden til refleksion faktisk vinder sig selv ind mange gange. At erkende at uanset hvor effektive vi ellers er, så det at mærke efter, det at få øje på sine blindspots, det at sætte oplevelser ind i større sammenhænge, det kræver noget tid – og oftest en god sparrings partner. Og så er jeg tilbage til det med ’cirkler’.

 

For hvor har jeg mange gode sparringspartnere i mine cirkler. Mennesker jeg har mødt over rigtig mange år, og som jeg selv ved års fravær kan træde lige ind i hjertet hos fra første minut, og gå lige til biddet på hvor det egentlig er skoen trykker eller hvorfor det er du lige netop nu lykkes så godt.

 

Bare den seneste måned har jeg haft overordentlig mange gode snakke med meget forskellige sparringspartnere – alt sammen pga de mange cirkler jeg indgår i og de cirkler mit liv bevæger sig i.

Til Pathfinder Gathering primo juni havde jeg bl.a. nogle rigtig gode snakke med 4-5 forskellige personer jeg aldrig har mødt før, men hvor der var en tillid og samhørighed, der kun kan tilskrives at vi har krydset de samme spor og ved hvad der skal til, og hvor vi så lige ind i kernen hos hinanden fra første minut. Snakke uden bullshit og overflade, men den ægte vare…blandet med et glimt i øjet ;-)

Til en privat fest mødte jeg en ex-kollega, som jeg for 15 år siden arbejdede tæt sammen med i et projekt ud over det sædvanlige, hvor vi tog nogle (hvad vi senere kunne se) væsentlige skridt hen mod en ny måde at drive projekter. Vi sad skulder ved skulder på trappen på terrassen og snakkede - og havde vores dengang fælles chef ringet om et nyt projekt lige da, ville vi begge uden tvivl have kigget på hinanden og rejst os med det samme og taget afsted ud i verden. For der er en samhørighed der aldrig vil slippe op.

Dagen inden havde jeg pudsigt nok (tilfældigt?!) lige kørt en workshop for en anden der var i samme projekt dengang for 15 år siden, og som nu er i et helt tredie firma, og skulle fejre afslutningen af et projekt dér. Et var at facilitere den afslutning for dem og nyde at se dem stå med følelsen, som jeg selv har haft i mange projektafslutninger, hvor vi har rykket igennem og leveret varen+. Noget andet var at gøre det ’for min makker’ fra gamle dage. Det der hvor man ikke behøver sige så meget, men bare ved hvor hinanden er, og at vi gør det der skal til – og kan regne 113% med hinanden.

Jeg var også en tur i Jylland og facilitere for en ledelsesgruppe, og benyttede muligheden (=tog mig tiden!) til bagefter at mødes med 3 forskellige i mine cirkler der. Så energigivende - og så mange gode refleksioner og input.

 

De eksempler er blot et lille udpluk af den seneste måned – der er så mange flere, at jeg faktisk ikke helt forstår hvordan jeg finder tiden til det. Men det må jo være fordi møderne og de små snakke giver mening, og så betyder det intet om det er 10 min eller 2 timer ☺

 

Også disse uger har jeg også aftaler med gode sparringspartnere, drikker en kop kaffe, får os et glas vin, spiser frokost, mødes kort eller længe bare for at mærke hinanden, der hvor vi er, snakke, stille spørgsmål, reflektere, måske – men ikke nødvendigvis – vende nogle tanker….og laver aftaler til efter ferien med dem jeg savner i mine cirkler, eller som kontakter mig fordi de savner mig. Disse møder, korte som lange, hvor de fleste af møderne sådan set ikke har noget formål andet end at ses og catche op, de er uvurderlige for mig.

 

Alle de input jeg har fået dette forår, og især den seneste måned, de er foreløbig ’lagret til senere refleksion’. Og det er noget af det jeg skal bruge min sommer på :

Tænke lidt mere over cirkler. Både hvem der er i dem, og hvilke cirkler min livsbane bevæger sig i. Tænke i muligheder for nye veje jeg kan bevæge mig, som en forlængelse af mine tidligere cirkulære fremadrettede veje.

Og så skal jeg have fat i min bunke af bøger og artikler om mindfulness, change, effortless efficiency osv – alt det der handler om at stå stille, for derefter at bevæge sig hurtigere. Et af de elementer jeg skal bruge tid på er Heinrich’s gode tanker om det ’præstationsfrie rum’. Der hvor man bare ER. Uden at skulle udrette noget, præstere eller opnå noget. For at få roen så du opnår den optimale balance og KAN præstere når det gælder.

 

Jeg har fået nogle lydfiler til at hjælpe mig. For DET er en udfordring for mig at holde mig der uden at udrette noget! ;-) Men med det jeg har snust til det, tror jeg det er vigtigt. Det var ikke tilfældigt jeg mødte ham for godt en måned siden, og han viste mig hvor meget ’et lille tirsdags smil’ kan flytte og fylde. Det skal vi nok snakke mere om på BPL kurserne og netværksmøder i efteråret - og på alle de formelle og uformelle møder jeg har med jer alle sammen!

 

 

Michèle